søndag den 7. november 2010

LA OS SPISE KAGE (OG VENTE PÅ RESULTATERNE)

Operation Dagsværks Burma-kampagne blev fejret afsluttet i onsdags på Dagsværks- dagen 3.11. Kampagnen har været en succes, og har aktiveret 25.000 unge, og har samlet et større beløb ind end sidst. Der går nogle dage før der er helt styr på resultatet. På billedet ses de frivillige fra Dagsværkholdet skære en kage ud, der var doneret fra La Glace. OD havde 25 års jubilæum.

Jeg deltog et par timer, og fik meldinger om spillet af at det havde været motiverende, men ofte også svært at styre. Men jeg venter på at få lavet en rigtig evaluering.

I Burma har der været valg, under skyggen af snyd, strømsvigt og svingende deltagelse. Der går nogle dage før valgresultaterne kommer frem. Både de officielle valgte repræsentanter navne. partiernes fordeling, rapport om snyd, og forlydender om egentlig valgdeltagelse.


Det bliver også spændende at se, hvordan det danske fokus på Burma udmønter sig.

(Der kan godt bruges positivt fokus. For en lille måneds tid siden besluttede det danske udenbrigsministerium at ophøre med at støtte eksil-tidsskriftet The Irrawaddy, der har været en af mine hovedkilder til bloggen. Den fyldige men også skarpe korrespondance mellem bladet og ambassaden er her)

Klik her for at støtte The Irrawaddy, når Danmark nu ikke gør det!

tirsdag den 21. september 2010

PREMIERE

På første spilledag på Christianshavns Gymnasium har jeg taget nogle noter, som jeg har opdelt, og skrevet sammen med noget af det der kom op på vores korte evaluering efter spillet.

Spillet holdt sig inden for tidsrammerne. Men der var en del kaos på gangene, vilkårlige arrestationer, og valghandlingen endte med sabotage - hvilket gav Juntaen et påskud til at afblæse valget. Der var sådan set ingen der "vandt" spillet, da situationen gik i hårdknude.


GENERELT
- Deltagerne på Christianshavns Gymnasium var vel motiverede og aktive.
- Spilområdet var koncentreret, men manglede et fællesområde i midten.
- Der var nogenlunde styr på tiden i spillet, men der var nogle lidt lange ventetider.
- I valghandlingen var situationen ude reelt uden for igangsætternes kontrol.
- Regler for konfrontationer og brug af magt skal være klarere.
- Arbejdet i grupperne er meget afhængigt af om gruppen er et lille eller stort lokale.
- Hæng program i spilområdet med tid for spillets faser og pauser

FÆLLESBRIEFING LIGE EFTER GLOBAMENTARIUM
- Der skal være bedre overlevering fra Globamentarium til Temadag.
- Sørg for at alle kan høre og se fælles briefing. Det er vigtigt at deltagerne ved at ingangsætterne er en slags dommere.
- Der skal være en tydelig præsentation af grupperne fælles.
- Detaljer om spilleregler skal vente til gruppeintro.
- Metode for magt og arrestation skal måske demonstreres her.

GRUPPEINTRO
- Tidsplan og spilleregler resumeres.
- Igangsætteren skal introducere sig selv tydeligt som OD-person.
- Det virker godt at bruge tid på at alle lærer deres gruppe godt at kende.
- Det skal til gengæld gå lidt hurtigere. Hav nogle tekster printet ud i forvejen, så der ikke skal bruges for meget tid på at søge informationer.
- Det er vigtigt at de andre grupper også resumeres. Hvem har man respekt for.
- Gruppeintro og startopgaver skal times, så man kan sende folk ud nogenlunde samtidigt.
- Der var flere der sagde at det var her de lærte noget nyt.
- Dder skal være konsistens mellem oplysninger til de forskellige grupper. Fx. fik militæret at vide at valgets udskrivelse var en hemmelighed. Nogle andre grupper var ret godt forberedt.
- Find ud af om der er nogle der har arbejdet med Burma i klasserne i forvejen. Hvis der er det, kan de fordeles ud på forskellige opgaver. Eller de kan sendes noget hurtigere ud på gangene, da de er bedre inde i stoffet.

SPILFORLØB
- Det er godt hvis der kommer "dørskilte" på gruppelokalerne.
- Der skal nogle enkelte ambassadører, der skal sendes ud fra grupperne nogenlunde samtidig.
- Der skal ikke være den vilde traffik i første spilfase.
- Hærens rolle er meget krævende. De skal have respekt omkring sig.
- Der skal følges op på opgaverne. Man skal fx. kunne checke det der kommer til at ligge på bloggen undervejs.

FORSKELLIGE IDEER
- Der kan sættes en projektor op til at vise film til situationer med meget ventetid, fx. Valghandlingen.
- Det skal virke som om en retfærdig udvikling er en reel mulighed, ellers er det for oplagt at få i opposition.
- Der skal være flere stemmebokse og valgsteder - da valget tager for lang tid ellers.
- Efter selve spillet der slut - men før man går i klasser kan der være tid til at vise nogle af resultaterne fra grupperne.

fredag den 10. september 2010

IDENTITETER, KORT

Vi havde en diskussion om identitetskort i dag. Og der var noget forvirring om hvad det hedder.

Fra nu af taler vi om NAVNEKORT, som er oplhysninger til deltageren og IDENTITETSKORT, der forestiller de officielle ID-kort bburmeserne er udstyret med.

Navnekort: Beskrivelse af deltagerpersonerne med deres navn, alder, gruppetilhør og måske beskæftigelse. De uddeles ved start. Måske skal deltagerne vælge beskæftigelse og adresse selv, ud fra nogle lister.

Det kan være forsynet med en persondetalje i stil med:
- "Din bror er tilbageholdt af myndighederne, du ved ikke hvorfor".
- "Du er skolelærer og engageret i Karen Teachers Working Group",
- "Din søn er i arbejdslejr fordi han satte plakater op i protest mod afstemningen om ny forfatning i 2008. Du hjælper din datter med at passe hendes fire børn."
- "Du er den sjette af syv børn og har været i militæret i fire år",
- "Du har været i eksil i Thailand efter 2007-bevægelsen blev slået ned. Du er tilbage i Rangoon som undercover journalist".
- "Din far er læge, og du er blevet sat til at studere medicin, men interesserer dig mere for sprog".

Hver gruppe skal have sådanne tredive beskrivelser. Der skal være nogle der er politiske og andre mere dagligdags detaljer.


IDENTITETSKORT eller ID-kort er de officielle kort som giver ret til at stemme ved valget. De skal trykkes på lyserødt karton, og udfyldes af deltagerne udfra navnekortet. Ikke alle deltagere vil have et ID-kort, fx. Karenerne og nogle af journalisterne.
Der skal være plads til at skrive navn, bosted, adresse, beskræftigelse.

Vi laver et kort med kun 1 side, måske med plads til fingeraftryk i stedet for billede (det er HØJRE TOMMELFINGER). På bagsiden kan der stå at det stammer fra OD's kampagne, med en webadresse, så deltagerne bagefter kan følge udviklingen.

Det kan så v ære en aktivitet for deltagerne at komme hen til et Juntakontor og få placeret deres fingeraftryk på kortet, og det får et officielt stempel.

De kort skal produceres, gerne i Photoshop, så der er et diskret mønster under, ligesom på illustrationen her. Måske en overskrift i burmesiske bogstaver - eller med et stempel, der viser dem som officiellle. Vi regnede ud at der kan være 10 kort på størrelse med kreditkort/sygesikringsbevis på et A4 ark

De falske ID-kort skal være have de trykte oplysninger - navn, alder, adresse, beskæftigelse. Men de skal mangle de burmesiske bogstaver og det underliggende mønster. Det skal forfalskes ind i dem.

Falske ID-kort kan også blive stemplet af Juntaen. Det er der sikkert ikke noget farligt i, men det kan være spændende/skræmmende at stå i en kø med et falsk kort. I løbet af spillet slipper det måske ud at der er falske kort i omløb, og så bliver det sværere.

Der kan også være nogle "finere" falske kort, hvor mønsteret er der, men ikke de burmesiske bogstaver. Alle kortene laves på basis af den samme photoshop-fil.

Så skal der skrives "stempelpuder" på indkøbslisten.



NAVNE
Jeg har søgt lidt på Burmesiske navne. Jeg forstår ikke helt systemet, men vi skal sørge for at man kan kende deltagerne fra hinanden. Men her er nogle links til beskrivelser. Det kunne være en idé at have en kort beskrivelse i hver gruppe af brugen af tiltaleformer. Det er en indgang til den anderledes kultur, som er et redskab i identifikationen.

Wikipedias generelle beskrivelse af navne og titler i Burma.

Burmesiske fornavne og deres betydning.

En forklarende artikel om navne fra Atlantic Magazine fra før verden gik ad lave.

mandag den 6. september 2010

MISSIONSKORT

Jeg er meget glad for den idé der kom op under sidste møde, hvor Signe foreslog at bruge missionskort for at sætte spillet mere i gang undervejs.

Missionskort beskriver individuelle opgaver, som kan uddeles til deltagerne undervejs, efter igangsætternes skøn. De skal vel være på størrelse med et spillekort, og indeholde en kort instruktion. De skal ikke uddeles til alle, men til aktive deltagere, og dem som har brug for en motivation.

Kortene skal nok uddeles ret diskret, så ikke alle kommer og beder om "deres" mission. Det sætter nogle handlinger i gang, som hver i sær gør spilllet lidt dybere og mere kompliceret.

Til at starte med kan vi lave mindst 4 missioner til medlemmer af hver af grupperne.




EKSEMPLER OG HOVEDBRUD

Jeg prøver at finde nogle simple missioner, men det er ikke så lige til. Jeg har brug for noget inspiration, men her er nogle ideer:

Til et medlem af NGO-gruppen: Du er kommet i besiddelse af nogle bøger fra din onkel. Der er et gammelt amerikansk leksikon, nogle værker om Burmas historie, og 20 bøger om medicin og landbrug. Find nogle der kan bruge bøgerne.

Et kort kunne gøre en eller flere motiverede spillere til repræsentanter for et politisk parti. Det ville kræve at de også fik et ark med oplysning om partiet og dets politik. Ideen med det er at det er smart at kunne se deltagerne an og finde nogen der kunne løfte en krævende opgave.

Et kort kunne uddeles til en eller to af de studerende, og fortælle at de kan prøve at henvende sig til Juntaen og få en liste med eksamensresultater. Men det ville kræve at, der faktisk var nogen i Juntaen der havde sådan en liste.

Et andet kort kunne handle om at nogen havde fået oplysning om at en politisk fange, der er i familie med en fra en anden gruppe. Missionen er altså at finde vedkommende og give oplysningen videre. Med hvis man har nyt om den forsvundne Maung Aye så kræver det at der er nogen i den anden ende der kan genkende navnet.


TIMING OG SAMMENHÆNG AF MISSIONER

De sidste to eksempler ville kræve at der var nogen i den anden ende der blev briefet om den samme sag. Det kan ske ved at igangsætterne aftaler i forvejen at sætte missionen i værk ca. samtidig. Eller at man sender en SMS.

Selvfølgelig kan man også sende folk ud med et "brev uden adresse". Hvis der kommer nogle studenter til Juntaen og vil have eksamensresultater, så kan de enten blive arresteret, eller soldaten de henvender sig til skal gå til en overordnet (i sidste ende igangsætteren), for at finde ud af hvad man skal gøre. Studenterne vil oplagt blive presset for at give oplysninger for at få den liste de ønsker. Hvis den overhovedet eksisterer.

Der er en masse muligheder i at bruge missionskort. De kan udgøre en god måde at "skrue op for" handlingen i spillet.

fredag den 3. september 2010

VALGHANDLING

På billedet stemmer genereal Than Shwe ved afstemningen om ny forfatning i 2008. Det ser rigtig pænt og ordentligt ud.

Valget spiller en stor rolle i spillet. Vi skal vælge hvordan valghandlingen konkret skal foregå. Det er vigtigt at vi har taget alle beslutninger om, hvordan VI vil gøre i forvejen, så det formelle kan køre glat på dagen.

Det er noget vi skal vide, men det gør ikke noget at deltagerne i spillet vil være usikre på proceduren indtil kort før valget fakgtisk foregår i spillet. Det er oplagt at der er snyd med i spillet. Det er mest interessant hvis det sker i form af pres mod vælgerne - bl.a. ved at deres stemmer ikke bliver rigtig hemmelige.

Vi kan benytte os af de forhold der er for valget i virkeligheden, for det er den rigtige Democraziness vi skal illustrere. Samtidig skal vi sørge for at holde det overskueligt for deltagerne og nemt for os selv. I det hele taget ved jeg ikke hvor meget viden vi faktisk kan få om det. Hvad siger ODs kilder?


SAGER AT TAGE STILLING TIL:

Hvilke partier lader vi opstille. Der er et utal af partier. Men vi må begrænse os af hensyn til tid og overblik. Og hvad fortæller vi om partierne? der kan ligge nogle opgaver i at regne ud, hvad partier står for, og om (hvor meget) de er opposition.

Er stemmeurnerne krukker, papkasser eller sorte affaldssække?

I virkelighedens Burma skal vælgere vist være registrerede i forvejen. Skal vi give alle deltagere have lov til at stemme? Eller skal det fx. kun være deltagere med gyldige ID kort?

Hvor mange valgsteder skal der oprettes? Hvordan skal de bemandes? Det er en arbejdsopgave for Juntagruppen, og de skal have klare retningslinier.

Hvordan skal stemmesedler være? En stemmeseddel som vi kender det i Danmark, med alle politiske partier på en liste. Er det hemmeligt hvad hver enkelt stemmer, eller skal der være måder man kan gennemskue hvad folk har stemt? For eksempel ved at man opgiver til personalet på valgstedet, hvad man vil stemme? Eller det kan være krævet at man får sin stemmeseddel godkendt efter man har udfyldt den.

Hvor mange stemmer skal det kræve for at man kan sige at der er valgt en kandidat for partiet?

Hvor meget og hvordan kan Juntaen manipulere med valget i spillets kontekst?


Et rigtigt interessant element i spillet kunne være en (illegal) meningsmåling, der kunne være opgave for DVB eller en anden gruppe tidligt på dagen.

onsdag den 1. september 2010

MØDE ONSDAG 1.9

På mødet onsdag kl. 10 skal vi først og fremmest kigge på opgaver til grupperne i spillet, ud fra de udkast I har lavet. Men vi skal også planlægge følgende:

- Ud og se på de fysiske rammer for spillet på de første skoler (Christianshavns Gynmasium og Købehavns Handelsskole).
- Beskrivelse af grupper ogt introduktion af grupperne som I skal foretage.
- Brug af penge, identitetskort og andet spilmateriale.
- Lave plan for fysisk produktion af spilmaterialer (bl.a. opgave-ark)
- Brug af lokationer til brug i spillet (der skal forestille steder i Rangoon).

Jeg vil også introducere en grafisk oversigt over plot og gruppernes opgaver, særlig de opgaver der indebærer kontakt til andre grupper. Men da jeg ikke kunne lægge min scannede skitse ind, er illustrationen en hydrotermfigur for Rangoon.

Monsunen er på retræte, valget er på vej.

Vi ses i morgen!

fredag den 27. august 2010

FORMALIA

En opfølgning i skyndingen!

Vi har aftalt at skrive opgaver, og se på det til mødet på onsdag kl. 10.

Det er tanken at producere nogle færdig eksempler på opgaver, der er færdige til receptionen 7.9

Der skal være 5-6 opgaver per gruppe - til at starte med. De første opgaver skal bruges til senere opgaver, der reflekterer gruppernes endelige mål.

Opgaverne i starten skal især være skriftlige.

Der skal være en skreven INSTRUKTION. Det skal være formuleret sådan at der ikke bliver nogen spørgsmål om hvad opgaven går ud på, og noget om hvad meningen er med den. Det er nemlig en enorm tidsrøver, hvis I skal forklare alt muligt til deltagerne. Klare linier giver glade deltagere.

Det kan lyde som noget i denne stil:

"Her er det officielle dekret om opstillingsregler for valget. Når I har læst det igennem skal I skrive et referat på seks linier af hvad det går ud på. Dette referat skal senere bruges i et budskab som skal sendes ud til støtteorganisationer i udlandet."


Nogle opgaver kan være mere fysiske.

"I skal konstruere valgsteder, som vist på kortet [en grundplan over skolen]. Valgstederne skal have et bord til kontrollant, stemmesedler, en stemmeboks. Der skal være en kontrollant og en soldat tilknyttet hvert stemmested." Og så kunne der følge en tegning med til stedet.


Har i nogle spørgmål eller brug for inspiration omkring opgaver, så send en mail til mig.


(ILLUSTRATIONEN ER EN HÅNDSKREVEN LISTE MED POLITISKE FANGER I INSEIN-FÆNGSLET).

onsdag den 18. august 2010

OPGAVER

"Kig på kortet og se hvor mange byer der blvier oversvømmet i dæmningsprojektet, læg listen på nettet"
"Skriv et referat af reglerne for valgmøder der fulder max. 1/2 side."
"Opsøg Karenerne og hør om der er nyt fra flygtningelejrene."
"Kontakt munkene, og spørg om vi kan få vores budskab ud i klosterskolerne."
"Vi skal tage et valg..."


Jeg har oprettet en ny underside om OPGAVER i spillet. Teksten forklarer og lægger principper for de opgaver vi skal formulere i fællesskab.

(Og gerne med hjælp fra Dagsværks pædagogiske netværk.)

Opgaverne er det væsentlige indholde i deltagerens aktiviteter, og det der giver forfæste til spillet. Opgaverne skal reflektere den enkelte gruppes mission. Opgaverne skal udstikkes af gruppens igangsætter.

Opgaverne handler meget om at sprede og søge oplysninger. Men i løbet af spillet bliver gruppens dilemma også mere klart for dem, så stillingtagen og valg af handling bliver også en opgave for gruppen.

OPLYSNING - STILLLINGTAGEN - HANDLING. Operation Dagsværks motto, som har inspireret mig i arbejdet.

Og tak til de frivillige for for jeres beretninger fra grænselandet til Burma.

mandag den 16. august 2010

7 - 11 - TERNINGERNE ER KASTET

Bloggen har ligget stille snart et par uger, mens de frivillige er draget til Burma. Onsdag er de hjemme og så skal vi i gang for alvor. Og Juntaen har også skudt slutløbet i gang ved at udskrive valg til 7 november, med alt hvad det indebærer af talmystik. Følg linket i artiklen om Overtroens Politik for at få en nærmere forklaring på Yadaya - og hvad det indebærer af byggebrancheproblemer, strafudmåling, hvide elefanter, og hvorfor Tom Jones ikke ku' blive general dernede.

Det vil sige at valgkampen vil foregår under hele Dagsværks forløb, frem til Dagsværksdagen 3.11. Det vil give spillet dynamik, og vi kan koble de enkelte spillegange op på daglige begivenheder. Det vil også kunne skabe opmærksomhed om kampagnen i medier og aftagere af Dagsværks tjenester.

Velkommen hjem til de frivillige. Det bliver et varmt efterår.


(tegningen er fra bloggen Democracy for Burma, der er rimelig entydig i sin holdning til valget 7.11. Illustrationen er fra Januar i år. Men hvad står der egentlig på den?)

mandag den 2. august 2010

MOTIVATION

Vi skal inspirere deltagerne til at gå ind i spillet. Hovedkilden til motivationen vil være deltagerenes tilhørsforhold til deres grupper. Det er vigtigt at huske at forskellige mennesker motiveres forskelligt. Men der er også nogle grundstrukturer at bygge på.

At klare det / at vinde. Hver gruppe har nogle formål i spillet. De bliver præsenteret i starten, og deltagerne skal føle at deres handlinger i spillet bidrager til dette mål. Igangsætteren skal kunne fortælle undervejs, hvordan det ser ud med at klare målene. ølelsen af succes og mening vil altså ligge inden for gruppen. Selvfølgelig kan der ske noget i spillet der får en eller flere grupper til at fremstå som egentlige vindere.

Formål og klare opgaver. En forudsætning for motivation er klarhed. Der skal formuleres opgaver i grupperne, som er klart definerede og relevante. Det vil skabe et fundament for motivationen (og opfylde kravet om oplysning). Uklarhed og tomgang kvæler motivationen.

Nysgerrighed.
Hver spilledag har en handling eller nogle historier. Gennem spillet vil der bliver røbet mere og mere af de historier. Det vil være en motivation at blive ved for at få svar på spørgsmål i historien. Det vil være mindre motiverende hvis deltagerne føler de bare spiller undertrykkede mennesker i et trist land. Fortælling og narrative strukturer er motiverende, fordi de giver mening og sammenhæng. (Jeg har mit teori om dette bl.a. fra psykologen Jerome Bruner)

Gruppetilhør. Det at tilhøre en gruppe giver sammenhæng og identitet i sig selv. Derfor er det af største vigtighed at I får deltagerne til at føle sig som relevante medlemmer af en gruppe. Blandt andet igennem at gruppens udtryk er klart, og opgaverne giver mening.
Tilhørsforhold er en stærk drivkraft ifølge Abraham Maslow, der opstillede behovspyramiden. En af pointerne her er at man skal have tilfredsstillet de mere basale behov som livsopretholdelse og sikkerhed, før man kan handle socialt og stræbe mod højere mål. I forhold til Burma er det interessant, fordi nød og især undertrykkelse kan virke til at holde folk fra handling. I forhold til deltagere i temadagen, kan det blive en motivation at de kan føle sig som en del af den gruppe de bliver sat i. Dermed gælder det også at deltagere som ikke føler sig hjemme i gruppen nemt kan droppe ud, eller at begynde at spille fjollet.
Pointsystem, Jeg vil ikke bruge et pointsystem af diverse grunde. Grupperne har stærkt ulige udgangssituation. Og et pointsystem kan virke påklistret i forhold til denne dramatisk orienterede form for rollespil, for det kan få deltagerne til at se spillet "udefra", hvad der svækker indlevelsen. Og som sagt fordi jeg satser på at vi skal motivere deltagerne gennem identifikation som medlemmer af deres grupper, og ikke så meget i forhold til de andre grupper.

søndag den 1. august 2010

EFTER FØRSTE MØDE

Tak for vores gode møde i torsdags. Det var sjov at se jer, for det er jer jeg skriver teksten til. Tak for jeres engagement og gode spørgsmål.

Der var nogle ting jeg noterede som vigtige områder for arbejdet:

- Hvordan motiverer vi deltagerne? (se posten ovenover)
- Der skal være relevante opgaver til grupperne undervejs.
- Brug af en blog til de forskellige grupper. Kan I finde en ansvarlig for at finde den bedste struktur til det?
- Brug af videoklip med burmesere.
- Det er et oplysningsprojekt, spillet skal ikke bare påvirke følelser.
- Der skal være en rigtig slutning på spillet.
- Handling, historie eller plot.


Var der mere??

mandag den 26. juli 2010

VELKOMMEN TIL DE FRIVILLIGE

På denne blog ligger materialer om spillet der skal køres på temadagen på de forskellige gymnasier. Jeg glæder mig til at udvikle det færdig i dialog med jer. Spillet skal indrettes så det er et optimalt redskab i jeres formidling.

Jeg mødes med nogle af jer på torsdag eftermiddag 29.7, og ser frem til at møde jer.

Jeg er på ferie et par dage, men skriver løbende på bloggen, hvor I meget gerne må bidrage og kommentere.

Der er lagt et essay ind om jeres funktion i spillet på undersiden IGANGSÆTTER.

med venlig hilsen,

Paul Hartvigson



Billedet og videoen er af unge der spiller Chinlone, hvor man skal holde den kørende så længe og så smukt som muligt.

HVAD SKETE DER MED THE PANTY PARTY?

På en hjemmeside der sidst er opdateret i 2009 kan man læse om LPP, også kendt som the Panty Party. Det var deres mål at blive opstillet som første parti til valget nu i 2010. Del af deres politiske aktivisme handlede om at smide undertøj efter generalerne.

Det kan man selv prøve på dette onlinespil.

Jeg er ikke hidtil stødt ind i farce og ironi i den burmesiske politik. Hvad skete der egentlig med det initiativ?

torsdag den 22. juli 2010

STAFFAGE



Spillet kræver noget udstyr og udsmykning. Deltagerne skal have nogle kostumer. Det skal være en rimelig mængde af materialer, så det ikke tager overhånd, men alligevel gør et indtryk og kan transformere gymnasium og elever til Burmas gader og folk.

Læs om dette under fanen ISCENESÆTTELSE.

Et banner som det på billedet ville nok gøre et indtryk. Det er fra nogle rejsebilleder jeg har fundet på nettet - nogle folk der tog et år fri for at rejse i Asien. Se billederne fra Burma

IDENTITETSKORT OG ANDRE NUMRE

Spillet skal have en række simple mekanismer til at afgøre konflikter. Jeg forestiller mig at alle deltagere skal have et identitetskort der passer til deres rolle. Der skal være nogle tal på identitetskortet, som angiver rollens rang. At der er nogen der kan undgå at blive arresteret af soldater ved at have en given talkombination på kortet.

Her skal jeg bruge nogle oplysninger om burmesisk talsymbolik, som I kan skaffe på rejsen.

Der bliver netop udstedt identitetskort i forbindelse med valget som man kan læse på Burma News International. Her fremgår det at medlemmer af etniske og religiøse minoriteter får anderledes farvede kort.

Det eneste billede af ID-kortene jeg har kunne finde på nettet er det lille gnidrede ét for oven.


Der skal også være nogle kort der repræsenterer brug af væbnet magt. Med en gul side og en rød side, som soldaterne kan bruge til at sprede demonstrationer, eller "lægge folk ned" hvis de ikke viger tilbage.

DREJEBOG

Jeg har skrevet en beskrivelse af hvordan Temadagen skal forløbe i forhold til deltagerne på gymnasierne. Det er under fanen Drejebog i den grønlige top-barre. Det burde givet et godt overblik, over hvad i skal.

Lige i dag hælder jeg til at kalde de frivillige på temadagen for "igangsættere", for I skal åbne spillet for alle deltagerne, og I skal sørge for at spilllet ikke går i stå undervejs.

Alt i alt kommer der til at hvile en stor opgave på jer. Men det tror jeg I vil trives godt med, og jeg er sikker på at arbejdet med spillet og jeres udforskning af Burma vil gå op i en højere enhed.

Noget af det der endnu mangler komme er beskrivelse af de forskellige grupper og de aktiviteter og udfordringer der vil ligge dér.


Billedet er af traditionelt burmesisk dukketeater. Se video på YouTube af helten Zawgyis dans, og andre eksempler her.

mandag den 19. juli 2010

BUDBRINGERENS ROLLE

Det nye hold frivillige i Operation Dagsværk har rollen som budbringere overfor de unge der skal deltage i spillet. De skal etablere en egen viden om Burma som de kan bringe videre. Det skal være deres egen viden baseret på oplevelse og observation, for det er ikke nok at give andres budskab videre. Egen viden og personligt budskab er kilden til autoritet når de skal styre spillet.

I spillet skal de agere igennem roller som burmesere, som repræsentanter for de grupper de hver især skal guide ind i spillets verden. Jeg skriver på et dokument om rollen som budbringer, og hvad den indebærer.

Billedet er et selvportræt af den burmesiske malerinde og performancekunstner Chaw Ei Thein, som fortæller om censur, selvcensur og kunstneren som budbringer i denne artikel fra sidste år i the Irrawaddy.

De frivillige skal selv definere og forme deres roller til spillet. Rollen bliver deres redskab til at inspirere deltagerne til selv at gå ind i deres rolller i spillet.

fredag den 9. juli 2010

KOREOGRAFI


Når jeg tager til norge i morgen er Burma i baggagen. Ikke som læseprojekt, men som tænkeobjekt. Til udvalgte aftener og tanker i en baggrund. Opgaven er at tænke mig ind i opgaven i at styre grupperne i spillet. Og at finde koreografi, dramturgi, opbygning, spændingskurve for arbejdet med dem, med deltagerne.

- Først identifikation - hvilke redskaber og principper. Hvordan forstærkes identificeringen gennem spillet?
- Integration af gruppen - præsentation af grundkonflikt og temaer. Gruppen gøres til helhed. Fornemmelsen af mission, hvad de har at vide og miste.
- Mødet med andre grupper. Der skal være mekanismer så grupperne også former hinandens identitet.
- Opbygning af konflikter. I den ene gruppe, mellem dem alle.
- Løsning/forløsning af konflikt - eller den episke dramatiske afslutning.

Bag det hele er der overvejelsen om hvordan den frivillige/gruppeleder skal få dette til at ske. Skal få formidlingen til at lykkes.

Jeg kommer hjem fra Norge 16/7 med en udhvilet idé om. Og snart derpå skal jeg møde de nye frivillige, som jeg egentlig skriver spillet til!

I uge 25 - den 19-23/7 har jeg god tid til at arbejde og mødes. Ugen efter 26 - 31/8 er jeg en del i sommerhus.

onsdag den 7. juli 2010

DEN GODE SAG

Himmelske Fader, vi beder dig gøre dette land til et Helligt land, et udvalgt folk, et folk tilhørende Herren, der vil hylde Dit navn for at lede dem ud af deres mørke..."

30 dages bønner for Burma. Læs dem her (det tar lidt tid). Det er amerikanske kristne organisationer med deres fokus og vinkel på Burma, der lever op til de bibelske plager. Her opregnes folkemord, hunger, ond regering - og også Falske Guder - illustreret med billeder af buddhistiske munke og templer Deres guder svarer ikke på bønner. Bønnerne udsiges, men til ingen nytte. De har ingen magt til at frelse. Facts i bønnebogen er nok sande - og slående. Og det hele er marineret i bibelsteder og en kristen vision af verden.

Kan man trække noget af den dunderprædiken ind i gruppen der spiller Karenerne? Det vil være ekstremt kulturelt udfordrende for danske unge at stå og råbe halleluja i en klasse. For bagefter at bevæge sig rundt i spillets offentlige områder og sørge for ikke at røbe sig som kristne.

Karenerne har en lang historie med Jesus, siden missionær Adoniram Judson begyndte sit arbejde i burmas jungler, og fik stor fremgang blandt karenerne, der praktiserede en naturreligion, med mærkelige sammenfald med det Gamle Testamente. På billedet ses en massedåb ved et kapel i 1831, bevidnet af den døende missionær George Boardman.

Altså er her også kilden til noget af den amerikanske interesse for Burma. Den anden halvdel er repræsenteret af Hollywoods celebriteter, der nok er i kategorien Falske Guder.

3 x 10?

10-10-10. Det er datoen juntaen udskriver valg. Det er en analyse præsenteret i DVB's nyheder. Det er forveentningen, men valget er ikke udskrevet, og bliver det sikkert først ret k,ort tid før det skal finde sted, så ingen har en mulighed for at føre rigtig valgkamp. Datoen ligger midt i projektperioden, hvor spillet kører på gymnasierne. Det kommer til at leve op til kampagnens navn "Democrazy". Bortset fra at det politiske manipulationsspil udføres med udsøgt selvhøjtidelighed af generalerne/militæret.

Det bliver en spændende gruppe at designe, spille og styre. Juntaen har magt til at tage handling. For eksempel at udskrive eller aflyse valg. Men de må være på vagt over for befolkningen, soldaterne - og hinanden.

Alle grupperne i spillet skal bygges op over en konflikt eller dilemma. At leve skjult eller ytre sig. At boykotte valg eller søge indflydelse - en problematik der er med i artiklen jeg linker til.

Alle grupper skal have noget at beskytte eller noget at miste, udover livet. For det er et spil, og nogle af deltagerne kunne spille med deres eget spil-liv. Min erfaring er dog at det er et mindretal, og at m an som deltager bliver meget loyal over for den rolle man identificerer sig ind i.

Noget-at-miste aspektet er vigtigt under alle omstændigheder. Noget der er større end dem selv.Er det et fristed, et tempel, en familiegruppe eller bydel de beskytter. Deres værdighed?

Det er ikke nationalbiblioteket kan kæmpe for, for bygningen er tom og sat på auktion.

tirsdag den 6. juli 2010

SYMBOLPOLITIK

Symbolikken er slående. Betydningen af symboler er åbenbart enorm i Burma. Karikaturen er fra The Irrawady, og konteksten kan man læse i denne artikel fra Democratic Voice of Burma. Aung Sang Suu Kyi's parti havde brugt den traditiuonelle risbondehat som deres symbol. Nu vil en udbryderfraktion af partiet bruge hatten. Dette parti støtter ikke ideen om en vælgerboykott til valget 2010 - det annoncerede med ikke udskrevne valg. Tegningens titel er "Juntaen er klar til at sætte tænderne i en delt opposition".

Symboler. Aung Sang Suu Kyi er et symbol for demokratibevægelsen i Burma. Hendes far var General Aung San (1915 - 1947) er landets store uafhængigheds- og nationalhelt. På statuer, pengesedler osv.

Munkene der demonstrerede ,mod juntastyret i 2007 vendte deres risskåle på hovedet som symbol på at de ikke var til fals for militærets donationer og almisser.

I offentlige ceremonier med de øverste generaler spiller symboler og talmagi en enorm rolle. Noget af det der ledte til oprøret i 1988 (8-8-88 - oprøret), var at flere sedler blev taget ud af omløb, og kun bl.a. denominationerne 45 og 90 blev tilbage. I overvejelserne om udskrivningen af det forestående (?) valg er det sikkert ikke kun gustent overlæg der spiller en rolle, men også datoernes astrologiske gunstighed.

Denne dybtliggende symboltænkning skal formidles på et eller andet plan i spillet. Det er den slags skjulte lag, som der skal løftes en flig af i spillet, uden at det bliver ren staffage. Måske skal der cirkuleres astrologiske tabeller ud blandt deltagerne.

Man bemærker at juntaen vil spise oppositionen med kniv og gaffel, ikke med pinde.

mandag den 5. juli 2010

BURMESISK TID

Burma venter på valget. Det er to år siden at juntaen erklærede at sådan et skulle der komme - efter den fik vedtaget sin nye grundlov med 99% stemmer for. Valget lurer, men der er ikke sat en dato for det endnu. General Than Shwe skal vælge om han vil være præsident eller hærchef, så de venter. Hvad foregår der af intriger bag regimets facade?

Offentlig valgkamp bliver forbudt og valgmøder stærkt kontrolleret. For at få tilladelse til et valgmøde, skal partiet indsende ansøgning med oplysninger om bl.a. hvor mange der deltager, og navn og foto af alle talere, samt præcis taletid for alle. Men hvis det alligevel er forbudt at føre offentlig valgkamp, så kan man da godt forudsige hvor langt et valgmøde tager, og hvor mange der kommer.
Tre af de 33 opstillingsberettigede partier kan betegn es som uafhængige.

Oplysningerne er fra nyhedsmagasinet Irrawaddy, der dækker Sydøstasien med fokus på Burma.

http://www.irrawaddy.org/

Links til artikler

Om regler for valgmøder
Junta-loyale etniske partier

"Mens vi venter på valget" er et godt grundscenarie for spillet. En nem at bruge kontekst, hvor deltagerne kan få en indsigt i de groteske forhold i landet, og relevante aktiviteter kan nemt arrbejdes ind i spillet. Der kan så bygges andre og flere konflikter ind i forløbet. Men valget sætter en god ramme.

Iøvrigt har jeg sat bloggens tid til Rangoon/Yangoon tid.

søndag den 4. juli 2010

Arbejdsdage

Der er nu skrevet en detaljeret beskrivelse i afsnittet SPILSTRUKTUR. Klik ind via fanerne i den grønne topbjælke.

I den næste uge skal der flere ord på papir og på nettet, og struktur på spillet.
- tekster til deltagere
- drejebog for forløbet
- betragtninger og instruktion til de frivillige om at køre spillet.


Fra 10 - 16/7 er jeg igen bortrejst. Der vil jeg gerne have tingene liggende klart, så det kan arbejde videre af sig selv inde i hovedet mens jeg er i Norge.

torsdag den 24. juni 2010

Kulturforskelle blandt danske unge

Er der forskel på hvordan elever modtagere Dagsværk og deres budskab.

Jeg har også fået nogle gode råd af Klaus, som var med til at lave læringsspil for et par år siden. Jeg hæftede mig især ved at han fortalte at det var svært at motivere deltagerne i handelsskoler. Hvad er jeres oplevelse af det? Det er et spørgsmål om kulturforskelle i Danmark (målgruppe). For at citere fra en artikel af Catrine Haase:

"Det er også et af resultaterne i Lilli Zeuner og Peter Christian Lindes undersøgelse ”Livsstrategier og uddannelsesvalg. En kultursociologisk undersøgelse blandt elever i matematisk gymnasium og htx” (1997). Der tegner sig i denne undersøgelse to modsatrettede kulturelle tendenser blandt elever i matematisk gymnasium og htx. På den ene side har vi de unge som vil erobre verden og udnytte de muligheder som globaliseringen giver. På den anden side har vi de unge som er bekymrede over denne udvikling og vil løse de problemer som følger af den."

(reference: Zeuner, L. & Linde, P.C. (1997): Livsstrategier og uddannelsesvalg. En kultursociologisk undersøgelse
blandt elever i matematisk gymnasium og htx. København: Socialforskningsinstituttet.)

Unge med en håndfast mig-først erobrerindstilling skal også motiveres. Her er aspektet af uretfærdighed, og begrænsningen af de personlige muligheder nok en god vinkel.

Er det noget I genkender?

Vagtskifte

Jeg har overstået der sidste eksamener på seminaret, og er klar til at gå i gang med Burma-spillet for alvor. (det gik godt, tak, og læs om det på min blog www.hartvigson.blogspot.com)

Samtidig er det i morgen, hvor det gamle hold frivillige holder op på Operation Dagsværk. Jeg håber I har lyst og tid til at følge udviklingen her. Og at jeg kan bringe jeres engagement og oplevelser over i et nyt format her.

Noget af det jeg er meget interesseret i er de små kulturelle kendetegn ved Burma, som kan bruges til at give spillet kulør, og at bringe deltagerne ind i en anden tankeverden. Det er noget som hilse- og tiltaleformer mellem mennesker, Også mennesker af anden gruppe/rang. Hvilken afstand er der mennesker imellem i social omgang. Hvad betyder symbolik, "overtro", talmagi osv.

For på den ene side skal deltagerne forstå deres gruppe og situationen udefra. Men der skal også være nogle indre/andre veje at gå ind i rollen på.


Alle disse emner laver jeg egne poster om, men I er meget velkomne til at kommentere allerede nu.

torsdag den 17. juni 2010

Så er bloggen her

Kære Dagsværkere,

I er hermed inviteret til design-bloggen til Burma-læringsspillet. Her er de mest grundliggende oplysninger, men der kommer flere, og der skal arbejdes lidt på strukturen.

I er invitgeret som forfattere. Det vil sige at I kan gå ind og rette og kommentere direkte i indlæg. Det vil jeg nærmere fortælle hvordan I kan gøre.

Med tiden vil spillets struktur, regler og materialer være at finde her.

mvh,

Paul Hartvigson

KALENDER OG DEADLINES



skitseversion 1.8 - klar før de nye frivillige skal til Burma, så de kan have det med i tankerne under besøget.
Rekvisitliste til spillet, så de kan tage ting og dekorationer med.

testversion 21.8 - til OD's seminar 28.8 - skal testes på Østerskov Efterskole slut august/start september.

færdigversion 10.9.

Layoutet version 15.9


Første spilning 20.9 Christianshavns gymnasium

Arbejdsblog



Dette er netloggen for udviklingen af Democrazy - læringsspil om Burma, der bliver produceret for Operation Dagsværk hen over sommeren 2010.

Udvikler: Paul Hartvigson


Spillet skal foregå på 20+ gymnasier i september og oktober 2010. som udgangspunkt skal elever fra seks klasser deltage i hver spilledag.

På dagen er der
globumentar briefing på 1 time
spilsessikon på 1,5 timer
mellem-akt / pause
spilsession på 1,5 timer.
debattime i enkeltklasser
afslutning